Stine Buje

Foredrag
Stine Buje holder foredrag og samtalesaloner for blandt andet kommuner, virksomhedsledere, organisationer og hospitaler.

Livet er nu, men bruger du det rigtigt?

Mød forfatteren bag ”Bogen om livet” til et rørende og livsbekræftende foredrag, som giver inspiration til at få det bedste ud af livet, mens vi har det.

Efter utallige samtaler med uhelbredeligt syge fik Stine Buje lyst til at dele deres indsigter, fordi hun var sikker på, at vi alle kunne lære noget værdifuldt af dem. I ”Bogen om livet” fortæller 15 danskere, hvad de har lært om livet efter, at de er blevet ramt af uhelbredelig sygdom.

Ved dette foredrag deler Stine Buje de 7 ting, der tæller på kanten af livet for de medvirkende i bogen. Hun afspiller lydklip og deler anekdoter, som får deltagerne til at reflektere over deres eget liv.

Deltagerne vil gå hjem med inspiration til at skabe et liv, hvor de bruger deres tid på det, som giver mening for dem.

Stine Buje har blandt andet holdt foredraget for Kræftens Bekæmpelse, Politiken, Kristeligt Dagblad og Københavns Kommune.

Book foredrag

Samtalesalon

Kom med til en nærværende og omsorgsfuld samtalesalon med Stine Buje

Stine Buje er optaget af vigtige samtaler. Både dem der foregår med vores nærmeste og dem med mennesker, hvis liv kan lære os andre noget. Hun er så optaget af samtaler, at hun har bygget sin karriere op omkring dem med bøger, podcasts og foredrag.

Til samtalesalonen vil Stine Buje først holde et oplæg om aktiv lytning, som giver værktøjer til at skabe rum for nærvær og forbindelse i samtaler. Herefter vil deltagerne få mulighed for at samtale med hinanden med udgangspunkt i Stines Bujes populære samtalekort.

En samtalesalon er relevant for blandt andet virksomheder eller organisationer, der ønsker at bringe folk sammen.

Stine Buje har blandt andet holdt samtalesaloner i kirker, virksomheder og organisationer.

Book en samtalesalon

Visdommen i alderdommen

Mød forfatteren bag "Gammelklog" til et rørende og reflekterende foredrag om, hvad alderen kan lære os om livet

Vi kan lede mange steder, når vi søger efter svar og perspektiver i livet. Stine Buje oplever, at der er værdifulde erfaringer at hente hos de generationer, som vi andre står på skuldrene af. Nogle af dem har hun samlet i bogen her, hvor 15 kendte mænd og kvinder over 70 år deler deres leveråd og livsindsigter. De er alle offentlige personer med bemærkelsesværdige liv rundet af blandt andet tro, etik, kunst, fysiologi og forskning. 

I foredraget inviterer Stine Buje en af de medvirkende med på scenen og dykker ned i de valg, der har været med til at forme deres liv. Hvad der har betydet noget for dem. Hvordan de har håndteret udfordringer. Hvad de ville have gjort anderledes. Hvordan de ser på samtiden.

Medvirkende i bogen: Bertel Haarder, Sonja Oppenhagen, Søren Kragh-Jacobsen, Ditlev Tamm, Poul Nesgaard, Marianne Jelved, Christian Busch, Pia Tafdrup, Knud Foldschack, Lisbet Dahl, Susanne Larsen, Mette Fugl, Ida Nicolaisen, Flemming Enevold og Ole Hartling.

Book foredrag

Snak på livet løs

Mød forfatteren bag bogen ”Snak på livet løs” til et personligt og inspirerende foredrag om, hvordan vi kan tage hul på de nære samtaler og skabe gode oplevelser ved livets afslutning.

Da Stine Buje mistede sin mor til kræft, valgte hun at skrive den bog, som hun selv havde manglet under moderens sygdomsforløb. Hun var sikker på, at der måtte være andre pårørende, der havde behov for hjælp til at få det bedste ud af den sidste tid med deres nærmeste. I bogen ”Snak på livet løs” giver hun konkrete idéer og inspiration til, hvordan man kan skabe rum for de nære samtaler ved livets afslutning.

Ved dette foredrag fortæller Stine Buje, hvordan hun tog hul på de nære samtaler med sin kræftsyge mor. Hun giver bud på, hvorfor samtalerne ved livets afslutning kan være svære at håndtere og fortæller hvad det betyder, når vi får taget god afsked med vores nærmeste.

Deltagerne vil gå hjem med konkrete idéer til at skabe rammer for nære samtaler med familie, kollegaer og venner.

Stine Buje har blandt andet holdt foredraget for Ældresagen, Røde Kors, Rigshospitalet og hospicer.

Book foredrag

Et sundhedsfagligt perspektiv på samtalerne ved livets afslutning

Mød forfatteren Stine Buje til et vedkommende og debatskabende foredrag om, hvordan sundhedsprofessionelle kan skabe rum for samtaler om livet og døden.

Som sundhedsprofessionel kan man blive mødt af forventninger og krav om, at man er i stand til at håndtere de eksistentielle samtaler med borgere og patienter, som befinder sig på kanten af livet. Men det kan være svært, for hvor tæt på kan man tillade sig at gå som sundhedsprofessionel? Hvad skal man gøre, hvis man selv bliver følelsesmæssigt berørt under samtalen? Og hvad vil der ske, hvis man kommer til at skubbe for meget på?

Ved dette foredrag udfolder Stine Buje nogle af de dilemmaer, som sundhedsprofessionelle kan møde, når de skal skabe rum for samtaler med borgere og patienter ved livets afslutning. Deltagerne vil gå hjem med en række konkrete opmærksomhedpunkter, som kan hjælpe den gode dialog på vej.

Foredraget er rettet mod kommuner og sundhedsprofessionelle på hospicer, hospitaler og plejehjem.

Book foredrag
Stine Buje er virkelig hjemme i sit stof, og formår at formidle et alvorligt emne med empati og sikker sans for de mennesker, hun har interviewet. Det er menneskeligt, nærværende og relevant.
Per Munch, journalist på Politiken
Stine Buje holdt oplægget “Livet er nu, men bruger du det rigtigt?” for vores VL-netværk af direktører og seniorledere fra private virksomheder og offentlige institutioner. Det var et inspirerende oplæg, som gav stof til eftertanke og blev diskuteret meget efterfølgende. Stine har en inspirerende tilgang til emnet og en dejlig personlighed. Hun får mine bedste anbefalinger.
Jacob Fibiger Jensen, CCO hos ZUPA ZITE
Stine fangede med sin personlige og rørende fortælling alles fulde opmærksomhed og bidrog med et vigtigt og vedkommende indblik i pårørendeperspektivet. Samtidig inspirerede hun medarbejderne med relevante og håndgribelige perspektiver på, hvordan sundhedsprofessionelle kan hjælpe de vigtige samtaler med borgerne på vej.
Louise Basse Friediger, sundhedsfaglig konsulent i Københavns Kommune
Tusind tak for den aften, du gav huset og alle de besøgende. Alle melder tilbage, at det er det bedste arrangement, vi overhovedet har haft. Du har fuldstændig vundet alle med dit nærvær og dine gode råd. Det er helt fantastisk.
Mette Engel Friis, frivilligkoordinator på Svanevig Hospice
Det var et rørende foredrag fyldt med en positiv og kærlig tilgang de svære samtaler mellem pårørende og den døende. Jeg var imponeret over Stines evne til at give lavpraktiske råd, hvor det var tydeligt, at deltagerne kunne tage redskaberne med og bruge dem med det samme.
Mads Hyldgaard, fysioterapeut i FysioDanmark
Stine er meget jordnær og nærværende både under og efter foredraget. Hun når ud til salen og rammer dybt i deltagernes hjerter og tanker. Man begynder hurtigt at reflektere over livet. Jeg kan anbefale Stine til alle. Det er noget, man vil tage med sig for altid.
Nadia Smed Kimsholt, formand for Herlev Lokalforening i Kræftens bekæmpelse.
Stine præsenterede flere, meget håndgribelige, eksempler på metoder til at få den gode samtale til at opstå. Denne praktiske tilgang, til ellers komplicerede situationer, kan gøre en direkte og virkelig forskel for pårørende og alvorligt syge. Tilbagemeldingen omkring foredraget var utrolig positiv, og vi giver derfor foredraget med Stine Buje vores bedste anbefaling.
Christina Palm Rasmussen, projektleder på Rigshospitalet
Stine sætter ord på alle de svære tanker og følelser, vi står med, når vi skal miste en af vores kære. Samtidig inspirerer hun med brugbare og konkrete forslag til, hvordan vi kan få det bedste ud af den sidste tid – men i høj grad også hvad man med fordel kan gøre til en god vane allerede inden man får døden tæt på. Stine er en god formidler og giver plads til dialog med sit publikum, og vi vil uden tvivl trække på Stine en anden gang, da vi mener hendes foredrag bør opleves af alle – også dem der ikke selv har døden tæt på lige nu.
Kirsten Søndergaard, sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død